Når din computer er i kontakt med internettet, er den i princippet åben for alle andre brugere, der er på internettet på samme tid. Sikkerheden for, at andre ikke uretmæssigt får adgang til computeren, afhænger derfor i høj grad af dig selv.
Når du surfer på internettet eller modtager e-mail, kan nogle få grundlæggende regler gøre meget for, at andre ikke får adgang til din computer, eller at du ikke modtager virus og lignende:
- Vær kritisk over for de hjemmesider du besøger, og undlad at downloade programmer med mindre du stoler på dem der har lavet programmet/hjemmesiden.
- Undlad at åbne vedhæftede filer i e-mails, hvis du er i tvivl om indholdet af den vedhæftede fil.
- Hav altid et opdateret antivirusprogram installeret på din computer.
- Benyt en firewall, når du er på internettet. En firewall overvåger trafikken på din forbindelse og kan forhindre 'ubudne gæster' på din computer.
- Opdater din browser, e-mail og dit operativsystem ofte, således at du altid kører med de sidste nye sikkerhedsopdateringer.
- Indstil din browser, så du advares, før noget downloades til din computer. Acceptér kun downloads fra troværdige kilder.
- Beskyt din computer mod spyware. På it-borgerportalen.dk kan du læse mere om, hvordan du kan beskytte dig mod spyware.
- Afgiv aldrig personlige eller hemmelige oplysninger over internettet, medmindre de er krypterede (forvanskede).
- Når der vises en 'hængelås' i din browser, enten øverst til højre i forlængelse af adressefeltet eller nederst til højre, sendes dine data krypterede (forvanskede). Få vished for hvem der sendes til, før du indtaster personlige oplysninger.
- Vælg dine passwords, så de er svære at gætte og hold dem hemmelige. Skriv aldrig dit password ned og udlever det ikke til andre. Undlad at bruge familienavne, stednavne, navnet på fx dit kæledyr, mærkevarenavne fx 'Tuborg', passwords der består af ens tegn fx aaaaaaaa eller 11111111, password der består af en række faldende eller stigende tal eller bogstaver.
- Skift dit password regelmæssigt.
- Benytter du trådløst netværk, er det en god idé at sikre dig mod misbrug af netværket. På it-borgerportalen.dk kan du læse mere om, hvordan du kan øge sikkerheden for trådløse netværk.
- Opbevar kun fortrolige data på computere, du har kontrol over.
- Sørg for at slette alle fortrolige data effektivt, før evt. salg af din computer.
www.it-borgerportalen.dk
Mere information om internetsikkerhed
Videnskabsministeriet har i samarbejde med Finansrådet og TDC udarbejdet en kampagne til forbedring af internetsikkerheden. Følg nedenstående link for at læse mere om dette.
www.opdaterdinpc.dk
Alternativt kan du læse mere på www.netsikker.nu, som er en kampagne lavet af IT- og Telestyrelsen. Netsikker.nu sætter fokus på de it-sikkerhedsproblemer danskerne møder i deres færden på internettet. Nedenstående link leder dig videre til kampagnen.
www.netsikker.nu
|